åØåProfessor og Diplomat, Søn af Dr. Simon Paulli, var født 21. Jan. 1637 i Rostock, hvor Faderen
den Gang var Professor. 1640 kom han med denne til Kjøbenhavn, blev privat dimitteret til
Universitetet 1655 og studerede først Medicin undersin Faders og Thomas Bartholins Vejledning.
1658-60 rejste han i Udlandet for yderligere at uddanne sig som Læge og levede derefter i nogen Tid
i Hamborg som Lærer for Børn af ansete Forældre. Han optraadte ogsaa som Digter i det latinske
Sprog og udgav bl. a. et Digt i Anledning af Frederik III's Hylding som enevældig Konge 1660. Han
vandt derved Kongens Bevaagenhed, og 1662 reskriberede denne til Universitetet, at P. skulde være
Professor i Anatomi; dog tillodes det ham foreløbig at rejse udenlands for at uddanne sig. Den, som
det synes, noget ustadige P. vendte dog snart det medicinske Studium Ryggen; 1663 disputerede han
for Magistergraden i det filosofiske Fakultet og drev nu væsentlig historiske og folkeretlige
Studier. 1664 udnævntes han til Professor i Historie, men fik kort efter Tilladelse til at holde en
Vikar og selv rejse udenlands. I de følgende Aar opholdt han sig i Udlandet, saaledes længere Tid i
Strassburg, hvor han udgav et latinsk Digt; 1666 studerede han i Saumur. 1668 blev han kongl.
Historiograf og vendte vistnok nu hjem. Hans Virksomhed som Historiker blev dog af ringe Betydning;
den eneste Frugt, den har afsat sig i Litteraturen, er hans lille Skrift om den Ulfeldtske
Sammensværgelse: «Machinationes Cornificii Ulfeldii», der ogsaa udkom paa Dansk. P.s Ærgjerrighed
var ikke tilfreds med en Professorplads, og som saa mange unge borgerlige Videnskabsmænd paa den
Tid gik han ind i praktisk Statsmandstjeneste, der stillede en mere glimrende Løbebane i Udsigt.
1669-76 var han Legationssekretær i Holland, 1678 i England og 1680-82 i Frankrig. 13. Sept. 1682
ægtede han Elisabeth Apollonia Rehder, Datter af Dr. jur. Johannes R. og Margrethe Dorn, vendte nu
hjem og blev ansat som Raad i det glückstadtske Kancelli; 1684 blev han Assessor i den pinnebergske
Overappellationsret og 1685 Kancelliraad. P. opholdt sig fra 1684 mest i Hamborg, hvor han virkede
som den danske Regerings hemmelige Agent. Han indledede her Forbindelser med det demokratiske
Parti, der den Gang laa i skarp Strid med Raadet, og lovede Hjælp fra Danmark mod dette, der
støttedes af Kejseren og Hertugen af Celle. Da Danmarks egennyttige Planer imidlertid traadte klart
frem i Avg. 1686, maatte P. flygte fra Hamborg og lade sine Papirer i Stikken, hvilke senere bleve
fundne af Raadet. Dette rettede paa Grundlag af dem stærke Angreb paa P., der udgav flere
Stridsskrifter for at forsvare sig. 1690 blev P. Legationssekretær i England og 1694 Resident
sammesteds. Danmarks diplomatiske Forhandlinger med dette Land i disse Aar, væsentlig angaaende den
engelske Regerings Opbringelse af danske og norske Skibe, vare ofte meget vanskelige og krævede i
høj Grad Taalmodighed og Takt, Egenskaber, som P. mindst af alt var i Besiddelse af. Han laa derfor
bestandig i Strid med de engelske Ministre og vandt heller ikke synderlig Paaskjønnelse hos sin
egen Regering, som han desuden irriterede ved sine paatrængende Forlangender om en højere Rang. I
Begyndelsen af 1698 blev han hjemkaldt, udnævntes til Justitsraad og optoges senere hen paa Aaret i
Adelstanden med Navnet v. Rosenschild, vistnok nærmest paa
Grund af hans eneste Barn Anna Johannes Ægteskab med en Søn af den indflydelsesrige Vicekansler i
Glückstadt Conrad Wasmer. Han levede endnu 1702.